Arbejdsliv Hvad har du fået ud af din jobsøgningskampagne? ”Jeg har fået opmærksomhed. Jeg har haft 10.000 besøgende på min hjemmeside. Jeg er blevet ringet op og har fået e-mails – både fra helt almindelige folk, der har sagt, at det var fedt, og nogle, der gerne ville købe min plakat – men også fra arbejdsgivere, der gerne ville tale med mig. Pudsigt nok er det mest kreative virksomheder, der har kontaktet mig!” Har du fået et job ud af kampagnen? ”Alle de arbejdsgivere, jeg har talt med, har sagt, at de desværre ikke havde et job lige nu – på nær én. Jeg er blevet tilbudt et løntilskudsjob – og dem er der efterhånden også lang kø til. Jeg skal arbejde for Den Korte Snor, der er et tilbud til udsatte børn og unge, hvor jeg både skal bruge mine kompetencer som sociolog og som fotograf.” Hvorfor ser kampagnen ud, som den gør? ”Den passer til mig og min personlighed. Og jeg vil gerne arbejde et sted, der passer til min personlighed. Hvis en arbejdsgiver reagerer positivt på min kampagne, er der en stor sandsynlighed for, at det er et sted, hvor jeg vil passe ind.” Lukker du kampagnen ned nu? ”Nej, jeg søger stadig job ved siden af, for jeg ved ikke, hvad der sker om et halvt år. Jeg skriver også helt traditionelle ansøgninger, for min kampagne har jo ikke givet mig fast job endnu. Nogle siger, man skal være kreativ, nogle siger, man skal være traditionel. Så jeg forsøger begge veje.” djøfbladet 3 • 2012 19
Download PDF fil
Arkiv