Portræt Oprøreren fra statskundskab Der er en generel tendens blandt tidens unge elitestuderende, især i USA og England, men også i lande som Japan og Korea. Før brændte de dollarsedler af for at fejre eksamensbeviset fra deres berømte business schools. Nu vil de ud at redde verden. De vil bruge forretningsmodeller til at løse klimaudfordringer og fattigdomsproblemer i ulande. De vil arbejde i det godes tjeneste, og det er stort. Steffen Thybo Møller, 27, statskundskabsstuderende på Københavns Universitet, blev ramt, da han i 2010-11 læste et år på Harvard Kennedy School of Government i Boston på et Kronprins Frederik-legat. Harvard Kennedy School of Government er for eliten, men slet ikke kun for de rigeste, også for de dygtigste, som kommer ind på stipendier eller knokler hårdt i et job for at skrabe pengene sammen, betoner Steffen. Skolens kongstanke – efter John F. Kennedys motto: ’Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country’ – er, at man kun er noget, 22 hvis man er noget for andre. På Harvard bruger man ikke kun 20 timer på studiet om ugen, men al sin tid og alt, hvad man har i sig. ”Dén der handlingsorientering, der var blandt de studerende!” siger han. ”Jeg var enormt skeptisk, indtil jeg kom derover. Var det varm luft? Men jeg blev vildt overrasket over, hvor mange kapaciteter man mobiliserer til undervisningen fra alle sektorer, når man vil finde en løsning på et samfundsproblem – topfolk fra det private, det offentlige, ngo’ere, forskere fra andre fag, alle mulige slags ledere.” Vajsenhus-takt og Harvard-ånd Steffen kan snildt holde et foredrag kørende, mens vi sammen iler hen ad Farimagsgade i tøsjappet til Det Kgl. Vajsenhus skole. Vi skal ud at krydse hans spor. Her bag den blå port samlede Fru Nielsen hver morgen alle eleverne. Først skulle der være helt ro. Så sang de. Vajsenhus er ifølge fundatsen en skole for forældreløse børn, børn af enlige forsørgere samt børn i plejefamilier. Fx gik Anker Jørgensen på skolen. Steffen og hans tre søskende gik der, fordi deres mor – som er sosu-assistent – var alene med flokken. Steffen var et bulderbarn, der fik sine ture uden for døren, og det var helt fint. ”Ærlig talt, jeg var halv-DAMP og enormt opmærksomhedskrævende.” Men der var regler på den skole. Og musik. Begge dele var godt for ham. Vi iler tilbage ad Øster Farimagsgade mod Kommunehospitalet, der i dag huser hans institut, og krydser endnu et spor. Vajsenhus’ messingband – Steffen på kornet – vandrede jævnligt over og spillede for patienterne. Fordi det er godt at gøre noget godt for andre. Vi skrår over det gamle hospitals smukke indre gård, som har et lidt angelsaksisk campuslook over sig. Men det kniber inde bag de gule mure. Statskundskab – i hvert fald på Københavns Universitet – er for meget
Download PDF fil
Arkiv