“Kvindebevægelsen havde stor indflydelse som lobbyist allerede før 1915, og her var de første kvindelige økonomer og jurister en stor ressource” Jytte Larsen, historiker Guld værd for kvindekampen Da kongen underskriver kvindernes valgret i 1915, er der udover Meta Kirstine Hansen kun uddannet 11 kvindelige økonomer og 12 jurister. Men selvom de var få, havde de en stor og vigtig indflydelse på ligestillingskampen: ”Det, der karakteriserede Meta Hansen og de andre kvin delige økonomer og jurister, var, at de forsynede kvinde bevægelsen med argumentation og viden. De var simpelthen guld værd og bidrog med statistik til både Dansk Kvindesam fund og Landsforbundet for Kvinders Valgret. Blandt andet ved at lave valganalyser og dokumentere, at lige løn mellem kvinder og mænd ikke var en realitet på arbejdsmarkedet,” fortæller historiker og ekspert i dansk kvindehistorie, Jytte Larsen. Hun peger på, at kvinderne var oppe imod et samfund, der var fuldstændig kønsopdelt: ”Det har været en utrolig sej kamp. Men også en kamp, der samlede kvinderne på tværs af de politiske fløje og blev hjul pet på vej af progressive mænd, der gik ind for at demokra tisere demokratiet. Uretfærdigheden var så åbenlys, at alle, der havde en social bevidsthed, lagde skuldre til kvinde bevægelsen.” Gifte kvinder må blive hjemme Formelt havde alle danske kvinder adgang til en universitets uddannelse, men frem til 1908 var det kun en lille brøkdel, der reelt havde mulighed for at blive optaget, da de offentlige gymnasier er forbeholdt drenge. Det er derfor kun piger fra de private pigeskoler, der kan få den eftertragtede studenter eksamen, der er forudsætningen for at blive optaget på uni versitetet. Samtidig er kvinderne underlagt nogle stærke samfunds normer, der handler om, at kvinder bør varetage hvervet som husmødre i stedet for at uddanne sig til en karriere uden for hjemmet. Et synspunkt, der bliver ført an af mandlige eksper ter, som professor Edvard Clark fra Harvard, der bruger de nye biologiske teorier til at bevise, at uddannelse vil gå ud over kvinders helbred. Blandt andet hævder han, at kvinder skal bruge deres energi på kroppen og de reproduktive orga ner og overlade sjælen og intellektet til manden. For de kvinder, der alligevel vælger at uddanne sig og 38 arbejde, bliver det under særlige vilkår. Rigsdagen vedtager lønningslove, hvor kvinderne har ringere løn og avancemulig heder end mændene, og derudover er det et krav, at kvindeli ge tjenestemænd skal være ugifte. ”Da tjenestemandsloven kommer i 1919, bliver der indført ligeløn, men for stadig at have billig kvindelig arbejdskraft til rådighed fortsætter de offentlige arbejdsgiverne med at place re kvinder i særlige lønklasser som assistenter eller sekretæ rer,” siger Jytte Larsen. For mange af kvinderne er det derfor ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt de vil have en uddannelse. Men i lige så høj grad et spørgsmål, om de er parate til at arbejde for en lille løn, og ikke mindst om de er parate til at ofre familie og børn: ”Modviljen mod gifte kvindelige tjenestemænd bundede også i gamle forestillinger om urenhed. Der var op mod århundredeskiftet stadig kirker, hvor præsten rituelt rensede nybagte mødre uden for kirkedøren, før de kunne deltage i gudstjenesten. Derfor blev præsteembeder også undtaget i loven om lige adgang til tjenestestillinger, fordi tanken om gravide kvinder foran alteret bød mange imod. Og selv efter kravet om ugifte kvindelige tjenestemænd blev afviklet, havde gifte kvinder stadig svært ved at finde job,” fortæller Jytte Larsen. et optimistisk krav For de kvindelige økonomer og jurister betyder det, at to ud af tre vælger at forblive ugifte, mens de fleste andre må hellige sig hjemmet efter få år på arbejdsmarkedet. Én af dem er Elna Marie Henrikgine Dahlberg, der bliver uddannet cand.polit. i 1904. Hun bliver få år senere gift, men inden da når hun at være ansat som assistent i Kongeriget Danmarks Hypotekbank. Til ansættelsessamtalen møder hun op med et optimistisk krav om, at hun forventer at få det samme i løn som sine mandlige kollegaer. Men kravet bliver blot mødt med en let hovedrysten: ”Skal jeg forstå det sådan, at det er et ufravigeligt krav?” spørger den ældre herre, der står for ansættelsessamtalen. Elna tøver og svarer nej. ”Godt, for så ville jeg ikke have ansat Dem,” lyder det. Dermed er sagen afgjort. Det bliver ikke den samme løn
Download PDF fil
Arkiv