PORTRÆT | Stine Konradi bare ryger ind på en kontorhylde. Det kan godt være en tung vej at gå, men det er min erfaring, at det nu engang er det, der virker bedst. Hvis man vil lave noget, der holder, findes der ingen quick fixes.” For Stine Konradi – og hendes medarbejder Kristine Larsen, der som etnolog også tager med ud – kan det som i dag betyde lange møder med beboere, bestyrelser og medarbejdere. Og det kan tage måneder eller år, før resultaterne slår igennem for alvor. ”Det er små skridt og små sejre. Sådan er det med forandringer, der sker bottom-up. Man kunne selvfølgelig også være ansat i et ministerium eller en brancheorganisation, der ser på de større perspektiver, men jeg kan godt lide mikroperspektivet. At se de små forandringer i både mennesker og i boligområder,” siger Konradi. Den selvstændige vej til solidaritet Tanken om at arbejde med de nære fællesskaber blev for Stine Konradi grundlagt allerede i barndommen. ”Jeg er vokset op i 70’erne. Hele familien gik med i demonstrationer mod atomkraft, og som barn uddelte jeg Land og Folk ved 1. maj i Fælledparken. Det var et hjem, hvor der blev diskuteret samfund og politik. Det er helt sikkert dér, jeg har fået tankerne om solidaritet og fællesskab ind,” siger Stine Konradi. Derfor spidsede hun ører, da en under viser på statskundskab i flæng nævnte, at man også kunne arbejde i den almene boligsektor. Hun kendte ikke rigtig begrebet, men det satte sig fast. Et af Stines første job efter studiet var i en almen boligorganisation, og siden da har hun holdt sig i branchen. Hvorfor arbejde i den almene boligsektor? ”Fordi der er så utroligt mange mennesker, man kan gøre en forskel for, og fordi der er så mange forskellige facetter at tage fat i. Jeg har fokus på at finde ressourcerne i andre folk og i boligområder og hjælpe dem med at udnytte dem. Min erfaring er, at mennesker generelt rummer langt flere muligheder, end de selv er klar over.” 32 Djøfbladet 16 | Oktober 2017 Jeg havde nok aldrig drømt om, at jeg skulle have min egen forretning. STINE KONRADI • Født i 1974. • Etablerede i 2013 virksomheden Konradi – liv i og mellem husene, der arbejder med demokratiske, sociale og organisatoriske forhold i den almene boligsektor. Kunderne er boligorganisationer, kommuner og ministerier. • Tidligere partner i virksom heden Boliglaboratoriet og konsulent i boligselskaberne AKB og KAB. • Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 2001. • Bor selv på Frederiksberg med sin mand og to børn på 11 og 13. Det var for at komme tættere på det arbejde, at Stine Konradi sagde sit job op for at have egen virksomhed. Noget, der over raskede hende selv en smule. ”Jeg havde godt nok aldrig drømt om, at jeg skulle have min egen forretning. Da jeg var barn, var kapitalismen det onde, og det var nærmest forbudt at tjene penge. Men jeg drømte om det faglige og som selvstændig kunne jeg rykke hurtigere på mine egne idéer. Jeg kunne satse på de opgaver, jeg selv syntes gav allermest mening.” Systematisk menneskearbejde I fælleshuset er mødet slut. Udenfor patruljerer kragerne på de grønne fodboldbaner, og indenfor er der kommet kebab pizzaer på bordet. For børnedemokraterne er arbejdet slut for denne gang. For Stine Konradi er det først lige begyndt. “Jeg bruger meget tid på at tænke over det, vi gør. På at teste nye tilgange og lære af dem. Jeg er lidt af en strukturfascist, og jeg går meget op i at være systematisk og grundig i min metode,” siger hun. ”Jeg har brug for at vide noget ordentligt om det, jeg udtaler mig om. Når man kommer med anbefalinger til en boligindsats, kan det have konsekvenser for andre menneskers liv, og så er det vigtigt ikke at lave hurtige konklusioner og bare gætte på, hvad der er rigtigt. Vi skal vide. Og det kræver tålmodighed at få den viden.” Samtidig vil hun gerne have tid til at udfordre det gængse. Det er en lektie, hun ikke mindst bliver mindet om af børnedemokraterne. ”Børnene har en kæmpe idérigdom, fordi de ser tingene på en anden måde end os andre. De er mindre præget af konventioner, traditioner og autoriteter. Det gør dem mindre begrænsede end os andre,” siger hun. ”Det er inspirerende, synes jeg, og det hjælper også mig til at stille spørgsmålstegn ved de rammer, der er for tingene. For alt i samfundet er jo noget, vi selv har skabt. Hvis det ikke fungerer, kan vi lave det om.” •
Download PDF fil
Arkiv