2 // Tillidsposten nr. 1 – 2016 Godt nytår fra et nyt ansigt Kære tillidsrepræsentant I juletravlheden bemærkede du måske i nyhedsmails, at Akademikerne har valgt Lars Qvistgaard som ny formand pr. 1. januar 2016, og at et nyt navn blev konstitueret på posten som Djøf Offentligs formand, og at samme navn gik igen som formandskandidat i det netop afsluttede bestyrelsesvalg. Sara Gundelach Vergo Hvem er jeg egentlig? Lad mig sætte et ansigt og nogle ord på mig selv. Jeg er 44 år og uddannet cand.tech.soc. fra RUC og har sidenhen arbejdet i Næstved Kommune, hvor jeg har haft forskellige jobs rundt om i organisationen. Senest som projektleder i Center for Strategi og Innovation, hvor jeg har arbejdet inden for miljøområdet. Den private Sara har fire børn og bor sammen med sin mand og børn på et lille husmandssted uden for Vordingborg. Stort set hele mit arbejdsliv har jeg været tillidsrepræsentant for djøferne i kommunen, og siden 2008 har jeg siddet i sektorudvalget for kommuner, og de seneste fem år været en del af bestyrelsen for Djøf Offentlig. Fagpolitisk arbejde har altså optaget mig længe – jeg er et menneske, der engagerer mig og kaster meget energi i det, jeg brænder for. For mig er det et kald at arbejde for en stærk og kompetent offentlig sektor og at insistere på at forbedre vilkårene for djøferne. Jeg kan være lidt af et brokkehoved. Men på den gode måde. Det, at give et kvalificeret, kraftfuldt modspil tilbage til arbejdsgiverne og at se nye muligheder til gavn for djøferne, er min drivkraft. Som formand vil jeg arbejde med tre spor: > Det involverende – hvilket både handler om at styrke Djøfs interne samarbejde med dig, dine medlemmer og de politiske udvalg og Djøfs samarbejde med andre. Jeg tror på, at gode relationer og den rette kommunikation er en forudsætning for at skabe resultater. > Det dagsordensættende – med fokus på den positive og uvurderlige betydning af djøfernes værdi for samfundet og den offentlige sektor. Vi skal bevare og udvikle en stærk offentlig sektor – i hele landet. Det er vi ikke ene om at mene – så derfor skal vi samarbejde med andre faglige organisationer om dén dagsorden. > Det resultatskabende – vi skal selvfølgelig arbejde utrætteligt for bedre vilkår og bedre løn, men vi skal også tage et nyt syn på arbejdsmarkedet, så mobiliteten øges. Det skaber større karrieremuligheder og lønudvikling for den enkelte, og det øger kompetencerne i den offentlige sektor. Har du noget på hjertet, eller vil du gerne i dialog med mig, om dét, der betyder noget for dig og dit arbejde, så kontakt mig endelig på sgv@djoef.dk. På gensyn rundt i landet – og nu med ansigt på. Sara Gundelach Vergo Formand for Djøf Offentlig
Download PDF fil
Arkiv