2 // Tillidsposten nr. 3 – 2017 Den fagre nye digitale verden Kære tillidsrepræsentanter Der går næsten ikke en dag uden, at du kan læse om robotternes og digitaliseringens fremmarch, det nye ord i ord bogen ’disruption’ eller it-systemernes fortrinligheder – eller mangel på samme. Bare i vores egen andedam taler vi om sundhedsplatformen i regionerne, it-systemer i staten, der ikke taler sammen, og medlemmer, der over en bred kam forventer et kompetenceløft ind i fremtiden. Ja, for på den ene side handler det om, at næsten halvdelen af vores medlemmer oplever, at statens it-systemer taler så dårligt sammen, at de skal taste det samme ind i flere systemer og registre. Dobbeltarbejde, der ikke bare er træls for medlemmet, men også for den borger, der ellers kunne have fået en mere effektiv behandling af sin sag ved et mere smart it-system. På den anden side handler meget (indlysende nok) om fremtiden – fremtidens systemer, fremtidens arbejdsmarked og fremtidens kompetencer. Det er svært at spå om fremtiden. Men vi får alligevel hist og pist en forsmag på det, der venter forude. Jeg læste fornylig på finans.dk, at en amerikansk topchef i en tech-virksomhed vil indoperere mikrochips i sine ansattes hænder, og dermed pensionere medarbejderkortet, der giver adgang til frokost i kantinen, kan åbne døre eller printe. Vildt nok, men måske en del af den fagre nye digitale verden, også i den offentlige sektor her i Danmark Djøf har netop afsluttet en undersøgelse om digitalisering og fremtidens arbejdsmarked blandt Djøf-medlemmerne på det offentlige område. I undersøgelsen giver stort set alle medarbejdere udtryk for, at den digitale udvikling vil øge behovet for nye kompetencer, hvis de skal kunne løse fremtidige opgaver – og at de gerne VIL udvikle disse nye færdigheder. Dejligt, at medlemmerne ved, at det kræver livslang læring, når gamle jobs og arbejdsopgaver forsvinder og nye kommer til. Stærkt bekymrende er det derimod, at 1 ud af 5 medarbejdere siger, at de slet ikke har udviklet deres kompetencer de seneste to år. Et billede, de lokale ledelser også ser ud til at kunne nikke gen kendende til. For i analysen siger kun godt halvdelen af lederne, at arbejdspladsen, som følge af den digitale udvikling, har afsat ressourcer til kompetenceudvikling. Og dertil kommer, at kun knap en tredjedel siger, at arbejdspladsen har en plan eller strategi for udvikling af medarbejdernes kompetencer, så de følger den digitale udvikling. Manglen på ressourcer og fokus på fremtiden står i stærk kontrast til, at lederne er enige i, at den digitale udvikling øger behovet for kompetenceudvikling, og at Slotsholmen også i pressen har givet udtryk for behov for nye kompetencer. Det kalder på handling. Vi har et arbejde foran os, så vi kan sikre, at djøfernes kompetencer er klar til et mere digitaliseret arbejdsmarked. Ved OK18 sætter vi derfor spot på fremtidens arbejdsmarked og kom petenceudvikling.
Download PDF fil
Arkiv