Dit Djøf Information og medlemsfordele Kom ud af busken som jobsøgende Hvordan bevarer man gejsten som nyuddannet og jobsøgende? Diana Lund Andersen tog sagen i egen hånd og skabte podcasten Job Eksperten, hvor hun interviewer eksperter om jobsøgning. Vær opsøgende, og gør dig synlig, lyder Dianas råd til andre jobsøgende. Af Jan Aagaard // Foto: Pelle Rink Hvordan fik du idéen til Job Eksperten? ”Jeg blev færdig som cand.merc. fra CBS i december 2014. Jeg var i tvivl om, hvilke job jeg skulle gå efter, og oplevede, at det var svært at finde rundt i de mange råd og vejledninger til jobsøgende. Jeg har altid lyttet meget til podcasts, men søgte forgæves efter danske podcasts om jobsøgning. Derfor besluttede jeg mig for selv at starte en podcast om emnet.” Hvad får du ud af at lave din podcast? ”Idéen er at søge viden om, hvordan man bliver bedre til at søge job, og dele den viden med andre i samme situation som jeg. Det får jeg en masse ud af selv – både viden, inspiration og netværk, som jeg kan bruge i min jobsøgning. Jeg har også fundet ud af, at jeg gerne vil arbejde mere med at rådgive andre om at søge job.” Hvordan griber du din egen jobsøgning an? ”Jeg har en positiv tilgang til det og ser det som en læreproces. Lige nu er det mit job at være jobsøgende, og så må jeg prøve at blive så god som muligt til det. Jeg sørger for ikke bare at sidde derhjemme og bruger 50 fx Djøfs jobværksted meget. Det giver mulighed for sparring og skaber en struktur på hverdagen, som er vigtig.” Hvordan holder man energien oppe som jobsøgende? ”Man skal være målrettet, systematisk og positiv og prøve at fokusere på de ting, som man brænder for og får energi af. Det kan være at deltage i netværk eller holde kaffemøder for at få nye input og kontakter. Det er vigtigt at komme ud og møde nogle mennesker.” Hvad er dit bedste råd til andre job søgende djøfere? ”Gør noget! Vent ikke på, at jobbet kommer til dig, men vær opsøgende. Det er vigtigt at gøre sig synlig over for personer, der kan have betydning for, om man får et job. Det kan man gøre via netværk, kurser, konferencer, kaffemøder, sociale medier osv.” Boost energien i din jobsøgning At være nyuddannet og jobsøgende kan opleves som et stort pres, og får man mange afslag, kan det være svært at fastholde energien i jobsøgningen. Kom til workshop, og lær, hvordan du tackler presset: • Forstå, hvorfor det kan være stressende at være jobsøgende. • Lær at håndtere de svære situationer. • Få inspiration fra andre. • Læg en plan for, hvordan du bedst opbygger din energi. 8. oktober kl. 9-12 København 17. november kl. 10-12 København 19. november kl. 9-12 Aarhus Se alle arrangementer, og tilmeld dig på djoef.dk/boost Hør Diana Lund Andersens podcast om jobsøgning på jobeksperten.dk
Download PDF fil
Arkiv