Ledige penge til projekter på din arbejdsplads i staten I 2016 ligger der 35 mio. kr. i Fonden til udvikling af statens arbejdspladser. Det er penge til projekter om omstilling og/eller organisatorisk udvikling af statslige arbejdspladser, som medarbejdere og ledelse ude på en arbejdsplads går sammen om at skabe og søge støtte til. Blandt projekter, som tidligere har fået støtte, er fx: Retten i Glostrup, som har fået 255.000 kr. til et projekt om bedre retsledelse; Danmarks Statistik, som har fået 470.000 kr. til et projekt om at bringe reformprocessen fra idégenerering til implementering; og Sundheds- og Ældreministeriet, som har fået 1.980.000 kr. til et projekt på hele ministerområdet om fastholdelse af effektivitet og kvalitet under forandringsprocesser gennem fokus på kerneopgaven og social kapital. Pengene i fonden er afsat ved overenskomstforhandlingerne. Næste ansøgningsfrist er 4. maj, og der er muligheder igen 5. september og 1. november. Har du en konkret idé til et projekt, kan Kompetencesekretariatet hjælpe med at skrue et projekt sammen. Kontakt Kompetencesekretariatet på tlf. 33186969 eller gå ind på kompetenceudvikling.dk. /ebn Foto Shutterstock et grimt kontor påvirker kroppen Triste gardiner, udpinte planter og slidte møbler på kontoret har langt større betydning for stress, end man hidtil har troet. Sådan lyder budskabet fra professor Poul Henning Kirkegaard, Aarhus Universitet. Han forsker i, hvordan fysiske rammer påvirker kroppen. Og hans påstand er, at der skal ganske lidt til, før kroppens sanser bliver påvirket enten positivt eller negativt af møbler, tæpper, materialer, farver, lys og luftkvalitet, skriver Magasinet Arbejdsmiljø. ”Det kan godt være, at man kan leve med de trætte kontorgardiner, fordi man ikke hele tiden tænker på, hvor grimme de er. Men det kan give en øgning i ens stresshormon eller medføre en form for ubalance,” siger Poul Henning Kirkegaard til Magasinet Arbejdsmiljø. / tsa Troels Lund Poulsen rundbarberer støtteordning I djøfbladet nr. 2/2016 skrev vi, at regeringen som led i sit vækstudspil har afsat 60 mio. kr. over fire år til en ny støtteordning – administreret af Innovationsfonden – hvor mindre virksomheder i landdistrikterne kan få tilskud til at ansætte en højtuddannet i op til to år. Men i den endelige politiske aftale om vækstudspillet er puljen skrumpet til 40 mio. kr. over 4 år. Samtidig skal mange af pengene nu også findes inden for Innovationsfondens eksisterende budget. Det betyder, at der reelt kun tilføres 3 mio. nye kr. om året til de nye landdistriktsvækstpiloter, pointerer erhvervspolitisk chef i Djøf Rune Siglev. ”Vi er nødt til at sikre mere volumen i disse ordninger, hvis vi reelt ønsker at skabe vækst og udvikling i alle dele af Danmark,” siger han. Djøfbladet har spurgt erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), hvorfor puljen til landdistriktvækstpiloter er blevet skåret ned, men det har han ikke ønsket at svare på. /ebn 8
Download PDF fil
Arkiv