2 // Første del Guide til LinkedIn Guide til LinkedIn I dagens arbejdsliv er det essentielt at have gode og professionelle netværksrelationer. Det mener Djøf, og det mener vores medlemmer tilsyneladende også. I hvert fald har 78 % af djøferne en profil på LinkedIn. LinkedIn kan bruges som et vigtigt karriereredskab, hvor din personlige profil synliggør din faglige viden. Profilen er samtidig en vidensbank for alle de mange kompetencer, som dit netværk rummer. Og endelig fungerer den som et digitalt CV, der arbejder for dig – også når du selv er offline. LinkedIn er en sammensmeltning af en CV-database og et socialt onlinenetværk. Det er suverænt verdens største samling af CV’er med over 300 millioner brugere på verdensplan og Danmarks næststørste sociale medie med over 1,5 millioner danske profiler. LinkedIn rummer derfor en række professionelle muligheder for at gøre dit CV synligt og netværke med andre samt være en del af relevante faglige fællesskaber. Vi anbefaler dig derfor at arbejde med din profil og huske at opdatere den løbende, så profilen kan være et strategisk karriereredskab for dig. Vi vil samtidig gøre opmærksom på, at LinkedIn i sig selv ikke er en garanti for, at du får et job, så snart du opretter en profil – heller ikke selvom du følger denne guide slavisk. I Djøf taler vi løbende med medlemmer, der er i tvivl om, hvorvidt deres profil er udfyldt godt nok, og hvordan de får mest værdi ud af at være til stede på LinkedIn. Derfor har vi udarbejdet denne guide, som hjælper dig i gang med at bruge LinkedIn som et strategisk netværksredskab. Vi skitserer mulighederne, så du selv kan beslutte, hvilken rolle LinkedIn skal spille i dit arbejdsliv. Læsevejledning LinkedIn-guiden bygger på erfaringer indsamlet fra djøfere, virksomheder, rekrutteringsbureauer, LinkedIn og Djøf-konsulenter, der i en årrække har undervist og rådgivet i brugen af LinkedIn. Guiden er omfangsrig og delt op i tre hovedelementer: > Første afsnit behandler, hvordan du ”step by step” udfylder din LinkedIn-profil. > Andet afsnit dækker, hvordan du får værdi ud af at være på LinkedIn. Det er således skridtet efter en udfyldt profil. > Tredje afsnit viser, hvordan du gør, hvis du ikke længere ønsker at have en profil på LinkedIn, hvordan du eksporterer dine kontakter, eller hvordan du sletter en kontaktperson. Når din profil først er oprettet, handler det om at holde den opdateret og pleje dine netværksrelationer. Hvis du er jobsøgende, er det også helt oplagt at begynde at bruge LinkedIn aktivt. Brug indholdsfortegnelsen til at få et overblik over, hvad der er relevant for dig at læse. djoef.dk/linkedinguide
Del
Print
Download PDF fil
Arkiv