Nyheder FÆRRE FÅR LOV AT TRÆNE I ARBEJDSTIDEN Det er godt for medarbejdernes helbred og virksomhedens produktivitet, hvis det er muligt at motionere i arbejdstiden. Det viser flere uafhængige undersøgelser, skriver duochjobbet.se. Alligevel er arbejdsgiverne begyndt at begrænse medarbejdernes mulighed for at træne. Det fremgår af en undersøgelse, som det svenske rekrutteringsbureau Xtra har gennemført. I dag er det fire ud af ti svenskere, der kan træne og dyrke motion i arbejdstiden. Sidste år var det næsten halvdelen. I Danmark findes der umiddelbart ingen tal på, hvor mange der kan motionere i arbejdstiden. tsa Skattelettelser får kun få til at arbejde mere Både eksperter og politikere er enige om, at skattelettelser vil motivere os danskere til at arbejde mere. Men for de fleste af os har skatten slet ingen betydning for, hvor meget vi arbejder. Og det er også de færreste af os, der kan øge vores indkomst ved at arbejde mere, viser ny undersøgelse fra Ugebrevet A4. Ifølge A4s undersøgelse er det kun 16 procent af os danskere, der mener, at skatteforhold har ’stor eller meget stor’ betydning for, hvor meget vi arbejder. 62 procent tillægger skattebilletten ’mindre’ eller ’slet ingen’ betydning. Samtidig tilkendegiver 71 procent af danskerne, at de ’slet ikke’ eller kun ’i mindre grad’ har mulighed for at få højere løn ved at arbejde ekstra. Dog vokser skattens betydning for arbejdstiden i takt med husstandsindkomsten. Mens 20 procent af danskere med en husstandsindkomst på mere end 800.000 årligt svarer, at deres skatteforhold har stor betydning for, hvor meget de arbejder, gælder det kun for 14 procent i den laveste indkomstgruppe, skriver Ugebladet A4. tsa SVENSKE ’DJØF DIMITTENDER’ FORTRYDER STUDIEVALG Næsten 30 procent af Sveriges nyuddannede jurister, økonomer og andre samfundsvidenskabelige kandidater ville vælge en anden uddannelse end den, de netop har gennemført. Det viser en undersøgelse, som Djøfs svenske søsterorganisation Jusek har gennemført. Grunden er først og fremmest utilfredshed med kvaliteten i uddannelsen, og at den ikke har forberedt dem godt nok til arbejdsmarkedet. Syv ud af ti af dem, som ville have valgt en anden uddannelse, er utilfredse med mulighederne for at komme i praktik i studietiden. Næsten halvdelen svarer, at universitetet/handelshøjskolen ikke har hjulpet dem med kontakt til erhvervslivet, og at de ikke har fået tilstrækkelig information om, hvilke jobmuligheder uddannelsen kunne føre til. Syv ud af ti af dem, som ville have valgt om, ønsker, at der havde været flere undervisningstimer. tsa DAGENS GALLUP Færre djøfere med hund 15,2% af djøferne har hund, mens det gælder 23,3 procent af den danske befolkning generelt. djøfbladet 3 • 2012 Foto: Lars Bahl 7
Download PDF fil
Arkiv