Dit Djøf // Djøfs jobværksted Brug Djøfs jobværksted, mens du søger job Det er rart at have nogle at sparre med, når du skriver ansøgninger eller skal til jobsamtale. Mød andre jobsøgende djøfere i Djøfs jobværksted, hvor du også har adgang til printer, skriveplads, kaffe m.m. Der er altid tilknyttet en frivillig vært, som kan introducere dig til værkstedet, og som selv er jobsøgende. I løbet af november måned fandt syv brugere af Djøfs jobværksted nye jobs. En har fundet job i Grønland, en anden er blevet underviser, mens andre er blevet ansat inden for analyse og IT. Du er velkommen til at komme forbi og opleve den gode stemning. Læs mere om Djøfs jobværksted: djoef.dk/jobvaerksted ”Jobværkstedet har virkelig betydet meget for mig de sidste måneder. Jeg tror, at jeg ville have haft meget sværere ved at holde modet oppe uden det. De andre jobsøgende, kurserne og hele stemningen har gjort, at jeg har fået energien til at fortsætte mine netværksaktiviteter og min jobsøgning på fuld kraft. Jeg har simpelthen følt, at jeg helt normalt kørte hjemmefra om morgenen og tog på ’job’. Der var nogen at sige godmorgen til, altid nogen, der ville læse ens ansøgning igennem, og nogen til at heppe, når jeg skulle til samtale.” Nina Baron er nu blevet ansat som adjunkt på Katastrofe- og risikomanageruddannelsen på Professionshøjskolen Metropol. Et medlem spørger Stress-sygemeldt og opsagt Jeg er privatansat funktionær. Kan min arbejdsgiver sige mig op efter 120 dages-reglen, når jeg er sygemeldt med stress? Hvis din ansættelseskontrakt indeholder den såkaldte 120 dages-regel, er det korte svar: Ja, det kan din arbejdsgiver godt. En sygemelding beskytter dig nemlig ikke mod at blive sagt op. Heller ikke selvom din sygemelding er begrundet i arbejdsrelateret stress. Mange tror fejlagtigt, at 120 dages-reglen i funktionærloven beskytter dem mod at blive opsagt, mens de er syge. Sådan er det desværre ikke. 120 dages-reglen betyder nemlig, at din arbejdsgiver kan opsige dig med kun én måneds varsel, hvis du samlet set har været syg i 120 dage inden for 12 sammenhængende måneder. Det gælder, uanset om du har været sygemeldt med influenza eller stress. For at kunne opsige dig med det forkortede varsel på en måned skal din arbejdsgiver opsige dig, umiddelbart efter at du har haft din 120. sygedag, og mens du stadig er syg. Bliver du opsagt af din arbejdsgiver, bør du kontakte Djøf for at få vores vurdering af opsigelsen. 54
Download PDF fil
Arkiv