roller og af regler og praksis for ministrenes og embeds mændenes ansvar. Det er for så vidt velkendt stof, men det forklares godt. Helt centralt står, at kravene til embeds manden har udviklet sig stærkt. De traditionelle krav om lovlig forvaltning, sandhedspligt, faglighed og partipoli tisk neutralitet gælder fortsat, men heroveni er kommet en langrækkemodernekrav.Gennemdeseneste40-50århar centraladministrationen skiftet karakter fra at være et over vejende juridisk præget system, indrettet på at behandle konkrete sager og domineret af jurister, til at være et system, hvor juristerne er trængt af statskundskabsfolk og økono mer, hvor det for topembedsmanden i høj grad drejer sig om at have evnen til at tænke politisktaktisk, yde integreret fag ligpolitisk rådgivning og vise generelt lederskab. Knap halvdelen af bogens sider er viet beskrivelse og analyse af en række af de nyeste 'sager': Jægerbogssagen, Skattesagen, Lækagesagen om Irakjægersoldaterne, Statsløsesagen, Sagen om de overbetalte sygehuse og Morten Bødskovs sag om nød løgnen. Der vil givetvis kunne være mere end én mening om holdbarheden af flere af forfatternes beskrivelser og vurderin ger af disse sager. Det får ligge her. Kigger man tilbage på de mange sager, der blev undergivet dommerundersøgelser til bagei1980’erneogførstedelaf1990’erne,erdetetgennemgående træk, at de handlede om ministre og embedsmænd, der kom i klemme mellem faglighed og politik. Den faglige rådgivning blev for dårlig, fordi det politiske tog overhånd. Det samme træk finder man også, i hvert fald i et vist omfang, i de nye sager, som forfatterne analyserer. Der er med andre ord ikke så megen tvivl om den principielle diagnose. Men hvad er så medicinen? En styrke ved bogen er, at forfatterne ikke har nogen færdigpakket løsning på problemerne. I stedet opridser de afslutningsvis en række bud på ændringer, der måske vil kunne forbedre tingenes tilstand. For det første kan der efter forfatternes opfattelse være behov for at overveje at styrke ministrene med et lag af politisk udpegede, som f.eks. statssekretærer, viceministre, junior ministre mv. Forfatterne har heldigvis blik for, at noget sådant næppe vil være en garanti for, at det almindelige embeds værks politiske involvering vil ændre sig væsentligt. Som den anden gruppe af ændringer foreslår de derfor en styrket kon trol med forvaltningen. Bl.a. i form af parlamentshøringer og andre undersøgelsesformer, ændring af Folketingets udvalgs struktur og styrkelse af Folketingets centrale sekretariatsfunk tion. Som den tredje gruppe af ændringer – og som det efter forfatternes opfattelse måske allervigtigste – peger de på be hovet for ændring af embedsmandskulturen, så de traditionel le embedsmandsdyder om lovlighed, faglighed, sandhed og partipolitisk neutralitet rehabiliteres. Som forfatterne er op mærksomme på, er noget sådant lettere sagt end gjort. Skal de gammeldags dyder hævdes, kræver det i praksis, at den politiske og administrative ledelse også i det daglige forstår at værdsætte dem. I virkelighedens verden synes det ofte at være sådan, at det først er, når ulykkerne er sket, at de gammeldags embedsmands dyder lovprises. – For en stund. om anmelderen Jens Peter Christensen har været formand for den række udvalg, der i de senere år har afgivet betænkning om ministre, embedsmændogsærligerådgiverem.m.:Udvalgetom embedsmænds rådgivning og bistand, udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret og udvalget om særlige rådgivere. Han er for tiden formand for udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, der afgiver betænkning i begyndelsen af det nye år. Ansvaret der forsvandt – om magten, ministrene og embedsværket. Af Pernille Boye Koch og Tim Knudsen. Samfundslitteratur. OMTale strategisk ledelse i det offentlige Det er fint nok, at ledere i det of fentlige interesserer sig for at optimere driften og skabe en god arbejdsplads med motiverede medarbejdere. Det er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, mener professor Kurt Klaudi Klausen. Han skriver i sin nye bog Strategisk ledelse i det offentlige om, hvordan det for offentlige ledere også drejer sig om at forme frem tiden gennem strategiske be slutninger og tiltag. Og derfor behandler han i bogen hele ledelsesfeltet i det offentlige, inklusi ve krydspres, dilemmaer, loyalitet, råderum, politisk strategi, stra tegisk kommunikation og meget mere. Strategisk ledelse i det offentlige.– Fremskrive, forudse, forestille. Af Kurt Klaudi Klausen. Gyldendal Public. djøfbladet 18 • 2014 43
Download PDF fil
Arkiv