JACOB GOLDSCHMIDT Partner i Elmer Advokater med møderet for Højesteret. Samtidig skal der ganske lidt til, før advokatens spørgsmål leder vidnets svar i en bestemt retning – og det er ikke altid en fordel, forklarer Jacob Goldschmidt. ”Dommeren lytter lige så meget til spørgsmålet, der bliver stillet, som til svaret, der bliver givet. Og hvis spørgsmålet er for ledende, for forklarende, for intimiderende… ja, så skader det ofte mere, end det gavner. Så vil vidnet i dommerens bevidsthed være blevet ’manipuleret’.” Derfor er åbne, korte spørgsmål den bedste vej til en god vidneforklaring, mener Jacob Goldschmidt. Hvor var du henne? Hvad skete der? Hvorfor gjorde du det? På den måde træder advokatens interesse i baggrunden, mens vidnets forklaring kommer i centrum, og det giver det største indtryk hos dommeren. ”Hvis man stiller de åbne, neutrale spørgsmål, så vægter vidnets svar meget højere. Gevinsten er simpelthen større end ved at stille lukkede eller ledende spørgsmål,” siger Jacob Goldschmidt. ”Til gengæld er der en risiko for, at vidnet svarer noget andet end det, man ønsker – og måske ødelægger sagen, når man ellers troede, det var en forklaring, som understøttede den. Som jeg ofte siger, når jeg underviser: Tør du stille det fuldkomment åbne spørgsmål? Tør du spørge: ’Hvad skete der?’ Det kan være gambling.” NÅR ET ENKELT ORD GØR UDSLAGET… UROKKELIGT VIDNE SKABTE TVIVL I Jacob Goldschmidts allerførste hovedforhandling fik han en lektion i, hvordan dialekt kan spille en rolle i en retssag. Hans klient, der var fra Randers, blev afhørt af fire forskellige advokater, der spurgte ind til det samme forløb. Hver gang gav hun fuldstændigt samme svar: ”Ja, jeg ringede til advokaten”. Det var en helt central oplysning i sagen, så til sidst spurgte dommeren en sidste gang, bare for at være sikker: Ringede du til advokaten? ”Ja,” svarede hun, ”det mener jeg.” Og med de tre ord ændrede sagen pludselig karakter. Nu virkede det til, at hun slet ikke var så sikker igen. Men i virkeligheden udtrykte vidnet blot, at hun rent faktisk mente, hvad hun sagde – så hvorfor spurgte de hele tiden om det samme? MERE SMART END DUMT I 1985 førte Jacob Goldschmidt en sag om diskrimination på arbejdspladsen. Kort forinden havde dronningen i sin nytårstale givet danskerne en ordentlig røffel for at komme med ’små dum-smarte bemærkninger’ til gæstearbejdere og flygtninge i Danmark – en nytårstale, der skabte stor debat efterfølgende. Jacob Goldschmidt havde i sin procedure brugt netop ordet ’dum-smart’ til at beskrive de diskriminerende handlinger. Han fik medhold i sagen, og retsformanden fortalte ham senere, at ordet ’dum-smart’ havde fået hele sagen til at falde på plads for de fem dommere. Det var det ord, der fik dem til at forstå, hvad sagen egentlig drejede sig om. djøfbladet 02 | Januar 2017 45
Download PDF fil
Arkiv